Bedemænd udnytter mennesker i sorg. TV2's program "Basta" 18/1 2007

I programmet blev bedemandsbranchen kritiseret for ikke at orientere fyldestgørende om priser. Endvidere blev en nærmere navngivet bedemandsforretning kritiseret på en lang række punkter. Som det fremgik af udsendelsen, er denne bedemand ikke medlem af brancheforeningen, og er derfor ikke underlagt foreningens etiske regelsæt. Du kan til enhver tid på vores hjemmeside se, hvem der er medlem af foreningen, og dermed uddannet til at varetage opgaverne på et højt etisk niveau.

 

For at være medlem at brancheforeningen kræves det, at bedemanden gennemfører en uddannelse, som er etableret af foreningen. Her bliver man undervist i al relevant lovgivning indenfor faget, så som begravelsesloven, lovgivning omkring kirker og kirkegårde, sociallovgivning, skifteretsforhold, psykologi, varekendskab og praktisk fagkundskab. Som en del af uddannelsen er bedemanden i praktik, og bedemanden afslutter sin uddannelse ved at blive "blåstemplet" af en af foreningens godkendte praktikværter. Som en del af foreningens etiske regelsæt har foreningens medlemmer pligt til at udlevere et skriftligt prisoverslag til pårørende.

 

Foreningen tager hele tiden initiativer, der medvirker til at højne standarden og etikken i branchen. I foreningen har vi i mange år haft et internt klagenævn, som behandlede klager over foreningens medlemmer, men ikke alle bedemænd er medlem af foreningen, og derfor ikke underlagt vore retningslinier. I efteråret 2006 har Danske Bedemænd taget initiativ til - sammen med Begravelse Danmark og Forbrugerrådet - at etablere et ankenævn, der er godkendt fra ministeriel side. Dette initiativ tog vi netop, fordi vi fandt det nødvendigt, at hele branchen blev underlagt et ankenævn, - og ikke kun medlemmer af Danske Bedemænd. Læs mere om ankenævnet her.

 
Sekretariatet · Engelsborgvej 52 · 2800 Kgs. Lyngby · Tlf.: 45 93 14 11 · Fax: 45 93 54 11 · E-mail: kontakt@bedemand.dk