Danske Bedemænd's fagmesse -
en strålende succes
Urner, kister og rustvogne prægede Odense Congress Center i weekenden, da Danske Bedemænd holdt åben fagmesse. Fagfolk og andre interesserede dukkede talstærkt op for at se de nyeste modeller indenfor begravelse.
Fredag, den 7. september og lørdag, den 8. september fejrede brancheforeningen Danske Bedemænd sit 50 års jubilæum med fagmessen:
HELIOS
Danske Bedemænd i Centrum
Messen var åben for alle og tiltrak sig stor opmærksomhed bl.a. fra flere landsdækkende nyhedsmedier, hvilket Danske Bedemænd ser som et udtryk for den voksende åbenhed omkring døden, der har præget den offentlige debat i de senere år.
Vi er meget tilfredse med det flotte fremmøde, ikke blot af fagfolk, men også af de almindelige danskere, der tog i mod vores invitation om et indblik i en ukendt verden. Vi håber, at messen har bidraget til at ændre eventuelle stereotype forestillinger om og af bedemandsbranchen.
Tankevækkende seminarer
Et yderligere tilbud til messens besøgende var rækken af spændende seminarer, der på en indlevende og oplysende måde satte fokus på emner, som mange bevidst forsøger at undgå i hverdagen. Næsten alle seminarerne udsprang af menneskets forhold til døden. Alligevel indtog hvert foredrag en forskellig vinkel på den, hvilket understreger, at døden er en individuel sag, som ikke kan generaliseres. Man kan dog opnå en bedre forståelse af døden gennem erfaringer, som alle foredragsholderne med glæde delte ud af.
Succesfuld fagmesse
Fagmessen blev sit svære emne til trods en succes, da mere end 500 interesserede besøgte Odense Congress Center over messens to dage. De besøgende kom i alle aldre, mens de danske og udenlandske udstillere skabte en æstetisk flot ramme om den første danske fagmesse i ti år.
Vi er meget tilfredse med resultatet af messen. Den var en god anledning til at dele erfaringer og viden, ikke blot fagfolk imellem, men også til den almindelige dansker. Udover at fejre brancheforeningens 50 års jubilæum, var den åbne messe i sig selv et billede på samfundets øgede accept af døden. Vi håber, at messen har bidraget til at gøre døden mere håndgribelig for de besøgende.
Udstiller-liste
Du har mulighed for at se en liste over udstillerne ved at trykke her