Danske Bedemænd kvalitetssikrer med ISO 9001

I fremtiden får de pårørende langt bedre mulighed for at sikre sig, at den bedemand, de vælger, leverer en høj kvalitet. Brancheforeningen Danske Bedemænd tilbyder nu en uafhængig certificeringsordning, der sikrer forbrugerne en kvalitetsmæssig og etisk bistand udført af uddannede bedemænd.

– En begravelse kan ikke gøres om, derfor er det vigtigt, at vi gør alt for at sikre os, at vi som bedemænd leverer en høj kvalitet i vores rådgivning af familien og omkring håndtering af afdøde, forklarer bedemand Knud Larsen, formand for brancheorganisationen Danske Bedemænd. Mange pårørende er meget sårbare i tiden omkring et dødsfald og derfor kan fejl, der måske i andre sammenhæng ville blive betragtet som banalt, være traumatiserende.

– Fra det uafhængige ankenævn ved vi, at der er meget få klager, senest i 2012 således kun 5 sager i forhold til ca. 55.000 dødsfald, men for os er det vigtigt at alle begravelser og bisættelser håndteres, så familierne er tilfredse, understreger Knud Larsen.

En certificeringsordning for bedemændene forventes at blive en af de anbefalinger, som kommer fra den arbejdsgruppe, der blev nedsat af regeringen i 2010 og som barsler med sin endelige rapport til Erhvervs- og Vækstministeriet i den nærmeste fremtid. I arbejdet har bl.a. deltaget repræsentanter fra såvel Danske Bedemænd som Forbrugerrådet.

– Vi har længe ønsket, at der skal være krav om en godkendt uddannelse og også meget gerne en autorisation, for at man kan etablere sig som bedemand. Indtil nu er der intet, der tyder på, at vi får dette ønske opfyldt, så det vil stadig være muligt at nedsætte sig som bedemand uden nogen form for uddannelse eller godkendelse. Vi føler dog, at vi er nået langt, da arbejdsgruppen i den afsluttende rapport anbefaler en certificeringsordning for bedemandsbranchen.

I forhold til vore egne medlemmer, der alle er uddannede, har vi allerede taget initiativ til, at de kan blive certificerede i forhold til rapportens anbefalinger. Sammen med det uafhængige DS Certificering er vi nu klar til de første uddannelsesforløb og efterfølgende certificeringer, fortæller Knud Larsen.

Vi bruger cookies

På denne hjemmeside bruger vi cookies, da vi har Google Analytics koblet på, så vi kan følge med i trafik og statistik på hjemmesiden.

Benytter du hjemmesiden, accepterer du samtidig vores brug af cookies.

Læs om brug af cookies her

Acceptér cookies Forlad hjemmesiden